Den politiske Korrekthed udspringer fra det Ubevidste

Click here: => viougawteales.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6MzA6IkVuIGVsc2tlbmRlIG9nIG9tc29yZ3NmdWxkIG1vciI7fQ==


På vej hjem i bilen falder min søn i søvn. Fint at I tager det så alvorligt, med samtale med fyren også, så han ikke er i tvivl om hvad I mener, men nok alligevel uden at skræmme ham væk.

Mvh Simone Det ser ud til at cannabis gør noget ved hende der tager hendes trang til cutting? Herhjemme har vi blandt andet fodbolden. Farmor er så anmasende at det bliver for meget, hvis hun så bare slappede lidt af.

Den politiske Korrekthed udspringer fra det Ubevidste

Våben og røverier var rutine for Bonnie og Clyde i fire år. © Getty images Bonnie og Clyde: Forelskede forbrydere indtil døden Hun elskede ham højere end alt andet, og han søgte lykken som gangster. I fire år levede Bonnie Parker og Clyde Barrow — USA's meste berygtede og beundrede forbryderpar — på flugt fra politiet på Texas' støvede veje, men i maj 1934 var det forbi. Bonnie og Clyde blev mejet ned i et baghold, som myndighederne stod bag. Bonnie og Clyde var sammen til sidste øjeblik Bonnie har et kort over Louisiana bredt ud på skødet. Det hviler på hendes røde kjole. Clyde har for en gangs skyld ladet solbrillerne ligge på instrumentbrættet — de har morgensolen i ryggen. Parret er kun få kilometer fra deres skjulested, et forladt hus tæt ved byen Gibsland i det nordlige Louisiana. På begge sider af landevejen er der store buske, men udsynet er godt. Clyde kører stærkt, som han har for vane — næsten 120 kilometer i timen. Motorens lave brummen stiger til et brøl, da de forcerer en bakketop. Længere fremme på vejen får det unge par øje på en lastbil, som ser bekendt ud. Lastbilen mangler det ene forhjul, men føreren er tilsyneladende ikke i nærheden. Clyde ser sig søgende omkring, mens bilen triller frem. Han får øje på noget i buskadset. Det er en geværmunding. Pludselig springer seks betjente frem, og i løbet af få sekunder er bilen og Bonnie og Clyde gennemhullet af kugler fra pistoler og haglgeværer. Motoren kører stadig, da betjentene forsigtigt nærmer sig bilen, som nu ligger næsten væltet i grøften. De sidste kugler bliver sendt af sted mod bilen, inden betjentene ser ind gennem de sønderskudte ruder. Jagten er forbi — Bonnie og Clyde lever ikke mere. Drabene på Bonnie Parker og Clyde Barrow den 23. Gennem fire år havde myndighederne i Texas forsøgt at få fat på de to gangstere, der var eftersøgt for røveri, kidnapning og mord. De to elskende og deres bedrifter både forargede og fascinerede en hel nation, der ivrigt fulgte med i radio, aviser og filmjournaler. Selvtægt var almindeligt, og en mand med en seksløber i bæltet var ikke noget usædvanligt syn. Alkoholforbuddet, som blev indført i 1920 og forbød al salg og transport af spiritus, fik spritten til at flyde i en lind strøm over den mexicanske grænse. Spritsmuglere og andre kriminelle havde kronede dage. Midt i denne hektiske tid voksede Clyde op som det femte barn af en børneflok på syv i en familie af fattige jordforpagtere. Forpagtersystemet sikrede, at de få jordbesiddende familier tjente styrtende på afkastet af jorden, som forpagterfamilierne dyrkede for en ussel betaling. Allerede som lille dreng skulle Clyde hjælpe til i bomuldsmarkerne for at skaffe brød på bordet, men snart måtte familien opgive deres forpagtede jord og slå sig ned under en viadukt i Dallas. Vejen ud af fattigdom gik via kriminalitet, mente Clyde, som hurtigt kom ind i det lovløse miljø — godt hjulpet på vej af storebroderen Martin Ivan, kaldet Buck. Mens de andre drenge i kvarteret spillede baseball, udviklede Clyde en stor interesse for våben og lærte allerede som dreng at stikke af fra politiet. Modsat Clyde tydede intet på, at Bonnie skulle ende med at blive én af landets mest eftersøgte kriminelle. Hun havde haft en tryg barndom i et forholdsvist velstillet hjem, men da Bonnie var fire år gammel, mistede hun sin far. Moderen, Emma Parker, der nu var alene med tre børn, måtte flytte ind hos sine forældre i Cement City, et barskt kvarter nær en cementfabrik i udkanten af Dallas. Bonnie lavede ofte ballade og var ulydig, men hun var samtidig dygtig i skolen og meget omsorgsfuld, især over for sin mor. Som 16-årig giftede hun sig med en skolekammerat, som hun havde været barndomskæreste med. Han efterlod hende i lange perioder for at deltage i røverier, og til sidst blev det for meget for Bonnie. Som 18-årig smed hun ham ud, og kort tid efter blev han idømt fem års fængsel. Bonnie og Clyde blev et berygtet makkerpar Bonnie var kun 19 år, da hun og Clyde mødtes i januar 1930. Hun var lille og spinkel og havde livlige øjne. Hendes hår var lyst og klippet kort efter tidens mode. Clyde var mørkhåret og kun en anelse højere end Bonnie. Han så yngre ud end sine 20 år. De mødtes hos én af Bonnies veninder og var straks tiltrukket af hinanden. Blot to måneder senere blev Clyde fængslet for indbrud. Bonnie hjalp ham med at flygte fra fængslet ved — sammen med sin kusine — at bryde ind og stjæle en pistol hos én af Clydes cellekammeraters forældre. Clyde brugte våbenet til at true fængselsvagterne med, og kusinen, som troede, at de blot skulle hente noget tøj til Clydes kammerat, var rædselsslagen. Til hendes store overraskelse virkede Bonnie, der ellers ikke havde været på kant med loven tidligere, meget rolig under hele episoden. En måned senere var Clyde tilbage i fængslet — denne gang sigtet for en serie røverier. Han blev dømt til 14 år bag tremmer. Men mindre end et år senere blev Clyde prøveløsladt, og til Bonnies mors store bekymring blev de to unge hurtigt genforenet. To måneder efter Clydes prøveløsladelse meddelte Bonnie moderen, at hun ville flytte til Houston, hvor hun havde fået job som kosmetikekspedient. I virkeligheden var hendes plan at slutte sig til Clyde. Hun satte ikke mange spørgsmålstegn ved hans kriminelle virke, og kun én gang lader hun til at have gjort sig alvorlige overvejelser om at forlade ham. Sammen med to af Clydes venner havde de forsøgt at røve en bank og stjæle våben fra en butik i Kaufman i nærheden af Dallas. Bonnie havde som sædvanlig holdt vagt i bilen. Banden blev opdaget og måtte flygte med politiet i hælene. Midt under flugten efterlod Clyde Bonnie i en grøft og lovede at komme tilbage og hente hende senere. Bonnie krøb sammen og gemte sig i grøften hele natten og hele næste dag. Den efterfølgende morgen gav hun op og fandt den nærmeste landevej, hvor hun hurtigt fik et lift. Uheldigvis havde føreren af bilen været med i den politistyrke, som havde jaget dem et par dage forinden, og Bonnie blev sat i fængsel. Her måtte hun skyldbetynget ringe til sin mor og tilstå, at hun ikke havde travlt med sit nye job i Houston, men befandt sig i et fængsel, anklaget for indbrud. Bonnie blev senere løsladt på grund af mangel på beviser, men følelsen af at være blevet svigtet af sin kæreste gjorde stort indtryk på den unge pige. Hun erklærede højtideligt over for sin mor, at hun aldrig ville have noget at gøre med Clyde igen. Det løfte holdt i omkring to uger. Så rejste Bonnie til Wichita Falls, som ligger knap 300 kilometer fra Dallas, for at være sammen med Clyde. Mens Bonnie befandt sig i fængslet i Kaufman, havde Clyde og hans kammerat, Raymond Hamilton, forsøgt at røve en gavebutik. Ved et uheld kom Raymond til at trykke på aftrækkeren og dræbte butiksejeren. Clyde var nu eftersøgt for meddelagtighed i mord — en forbrydelse, der med al sandsynlighed ville sende ham i den elektriske stol. For Clyde var der ingen vej tilbage til lovlydigheden — kun flugt. Det var Bonnie klar over, men intet tyder på, at hun nogen sinde igen tog sit liv med Clyde op til overvejelse. Selv om det unge par nu levede på flugt, forsømte de ikke deres familier, som regelmæssigt blev besøgt. Møderne blev arrangeret diskret — enten gennem små sedler gemt i flasker, som blev smidt ind i familiernes haver, eller i koder over telefonen. Eksempelvis betød en invitation til at spise gryderet med røde bønner, at Bonnie og Clyde snart kom på besøg. Møderne fandt som regel sted på øde områder i nærheden af Dallas. Hver gang forsøgte Bonnies mor at få datteren til at overgive sig. Det var forgæves; Bonnie bedyrede, at hun ville dø sammen med sin lovløse kæreste. Bonnie og Clyde blev medie-ikoner Bonnie, Clyde og Raymond fandt snart en form for rutine. Bonnie lavede mad og passede det lille hus, de havde lejet. Af og til var hun med til røverierne, hvor hun fungerede som vagt. For at undgå at blive opdaget var det nødvendigt at skifte bil tit, og gangsterne udviklede stor ekspertise i at stjæle biler. I april 1933 sluttede Clydes storebror Buck og hans kone, Blanche, sig til banden. Raymond var blevet fanget og sad i fængsel, men Barrow-banden havde i stedet fået selskab af W. Jones, som Clyde kendte fra tiden under viadukten. Sammen lejede de en lejlighed i Joplin, Missouri. Til lejligheden hørte en stor garage, hvor der var god plads til både biler og våben. Der var også et udvalg af nummerplader fra forskellige stater. En nabo fik mistanke og alarmerede politiet, som stormede lejligheden. Bonnie, Clyde og de andre beboere slap væk, og politiet fandt kun en bunke fotografier. Billederne, som bidrog stærkt til gangsternes ry og eftermæle, viste et afslappet og legende kærestepar i forskellige positurer: Bonnie lænet op ad en bil med to pistoler i bæltet, Bonnie, der truer en påtaget forskrækket Clyde med et gevær, der ser enormt ud i den spinkle kvindes hænder, og — det mest kendte billede — Bonnie med et ben på kofangeren af bilen, en revolver i hånden og en cigar i munden. Bemærkningerne gjorde Bonnie oprørt — billederne var jo taget for sjov. Nu, hvor de fleste amerikanere vidste, hvordan Bonnie og Clyde så ud, var enhver kontakt med omverdenen farlig. At leje sig ind på et motel eller i en lejlighed var forbundet med stor risiko, og selv indkøb af mad eller benzin var noget, der skulle planlægges og gennemføres med den yderste forsigtighed. I foråret og sommeren 1933 levede de to Barrow-brødre samt Bonnie, Blanche og W. Jones på midtvestens landeveje. De badede i åer, og om natten sov de i deres biler langt fra befærdede steder. Myndighederne gik til angreb på Bonnie og Clyde I juli vovede de at leje sig ind på et motel. Det blev straks stormet af det lokale politi, og Buck blev hårdt såret under skyderiet. Et par dage senere, mens gangsterne skjulte sig i en skov, blev de overrasket af et baghold. Politi og gangstere udvekslede skud, og Buck blev igen såret. Det lykkedes Bonnie, Clyde og W. Buck døde få dage senere af sine skudsår. Bandens forbrydelser blev med tiden mere udspekulerede. Således lykkedes det for Bonnie og Clyde i januar 1934 at befri en række fanger fra det afsidesliggende Eastham Prison Farm i Texas. Blandt dem var Clydes gamle kumpan, Raymond Hamilton, og en ung mand ved navn Henry Methvin, som derefter sluttede sig til Bonnie og Clydes bande. Clyde havde selv siddet i Eastham, og fangeflugten var en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Til det sidste havde han tvivlet på, om det overhovedet kunne lade sig gøre, for fangerne i Eastham var særdeles godt bevogtet. Under flugten blev en vagt skudt, og nu havde myndighederne i Texas fået nok. Efter fire år havde Clyde og hans kumpaner omkring et dusin mord på samvittigheden, skønnede de. Ganske vist var Bonnie og Clyde langtfra de koldblodige mordere, som medierne gjorde dem til — de fleste af bandens mord var rene panikhandlinger — men en del af de dræbte var politifolk, og det så myndighederne på med den største alvor. Bonnie og Clyde fik blomster fra hele landet En intens jagt gik ind. Frank Hamer — en pensioneret politibetjent fra specialenheden Texas Rangers, der var kendt for at kunne fange enhver forbryder — påtog sig opgaven. Han fik også guvernørens tilladelse til at give amnesti, hvis han kunne få én af Bonnie og Clydes medskyldige til at hjælpe politiet. Hamer gik i gang med at kortlægge Bonnie og Clydes færden og opdagede hurtigt, at de bevægede sig i en cirkel i udkanten af fire midtvestlige stater. Efter at have fulgt i sporet på forbryderparret i over en måned besluttede Hamer, at det ville være klogere at arrangere et baghold og vente på, at Bonnie og Clyde selv dukkede op. Om det var tilfældigt, at valget faldt på landevejen ved Gibsland, er uklart, men en del kunne tyde på, at Henry Methvin forrådte dem. Lastbilen i vejkanten, som fik Clyde til at sagtne farten den skæbnesvangre morgen i Louisiana, tilhørte Henry Methvins far. Henry selv havde på mystisk vis undgået at køre med i bilen netop den dag, og han fik senere amnesti fra sine forbrydelser af staten Texas. Bonnie og Clyde var allerede legender, da de blev dræbt, og deres begravelser blev et tilløbsstykke. Blomster og kranse blev sendt fra hele landet, og politiet måtte flere gange tilkalde forstærkning for at sikre, at begravelserne kunne gennemføres. Selv om Bonnie havde ønsket, at Clyde og hun skulle begraves ved siden af hinanden, blev parret begravet på forskellige kirkegårde. Således lykkedes det først efter døden at adskille Bonnie fra hendes Clyde. Hollywood tog forbryderparret til sig Bonnie og Clyde fik forstærket deres status som ikoner, da Hollywood tog fat i historien om det unge forbryderpar, der gik i døden sammen. Filmens romantiske handling ligger dog langt fra virkeligheden. Ligesom filmen afspejler sloganet kun den halve sandhed, for Bonnie og Clyde røvede primært små butikker og tankstationer; under depressionen var bankrøverier sjældent et indbringende foretagende. Også på andre punkter adskiller filmen sig fra virkeligheden: Historien er forenklet, og vigtige begivenheder er udeladt. Hverken Bonnies fængselsophold eller fangeflugten fra Eastham er med. I filmen er Bonnie og Clydes kumpaner, W. Jones og Henry Methvin, skrevet sammen til én person, der hedder C. Der er i filmen ingen tvivl om, at Bonnie og Clyde blev forrådt, selv om dette aldrig er blevet bevist i virkeligheden. Filmens Frank Hamer Denver Pyle er ondskabsfuld, selvhøjtidelig og frem for alt hævngerrig. Han møder Bonnie og Clyde, mens de holder hvil i en skov, og prøver at anholde dem. Parret overmander ham imidlertid og tager en række billeder, der viser Frank Hamer i ydmygende situationer. Parret tager eksempelvis et billede, hvor Bonnie kysser Hamer. Nedskydningen af Bonnie og Clyde bliver i filmen Hamers hævn for de kompromitterende billeder. I virkeligheden mødte han aldrig parret i live, og intet tyder på, at der lå et personligt hævnmotiv bag hans jagt på Bonnie og Clyde.

Jeg troede, at vi kunne sætte os ned og snakke om det som voksne mennesker og lave nogle aftaler. Motorens lave brummen stiger til et brøl, da de forcerer en bakketop. Jeg er idag efter at have læst herinde og talt med forskellige mennesker, at jeg totalt har tilsidesat mine egne menneskelige rettigheder. Hvordan kan et år føles som et splitsekund, når jeg tænker på min morfar? Jeg kan ikke bebrejde Helsingør Kommune, at de på bagrund af de oplysninger de har modtaget fra min søns mor, er blevet bekymrede og jeg priser mig lykkelig over, at kommunen overfor min søns mor har insisteret på også at høre min side af historien. Tårerne må komme, når jeg sidder alene eller når jeg er sammen med mine nærmeste. Det har jeg i øvrigt skrevet lidt om i et tidligere indlæg, som du kan læse ved at. Jeg har søgt om optagelse på socialrådgiveruddannelsen, som jeg håber at komme ind på. Hvordan kan det gå til, at de samme partier og de samme aviser, som dengang konsekvent støttede danskernes ret til Danmark, idag er vendt 180 grader og er blevet lidenskabelige tilhængere af øget indvandring?